Hvad er kronisk
nyresygdom?

Kronisk nyresygdom opstår, når nyrerne gradvist mister evnen til at udføre deres vigtige funktioner. Nyrerne er afgørende for kroppens sundhed, da de filtrerer affaldsstoffer og overskydende væske fra blodet, producerer hormoner, der regulerer blodtryk, og hjælper med at opretholde sunde knogler. Man mærker som regel ikke noget til nedsat nyrefunktion i de tidlige stadier, og kronisk nyresygdom kaldes derfor ofte en ”stille sygdom”.

Kronisk nyresygdom påvirker cirka 10-15 % af den voksne danske befolkning. Personer med diabetes, hjertekarsygdom og forhøjet blodtryk er i øget risiko for at udvikle kronisk nyresygdom. Andre vil have haft en decideret nyresygdom eller et akut forløb og kan efterfølgende have arvæv i nyrerne.

Når kronisk nyresygdom opdages i tide, er det ofte muligt at forebygge udviklingen af sygdommen, så den ikke bliver kritisk. Forebyggelse af kronisk nyresygdom indebærer blandt andet at man har en sund livsstil med regelmæssig motion og sund kost samt at man undgår tobak og et overdrevent alkoholforbrug.